Vikingetid 800 - 1050 e.v.t.
Vikingetiden markerer overgangen fra jernalderens slægtssamfund til et mere centraliseret og hierarkisk samfund med kongemagt, handel og ekspansion som centrale elementer. Skandinaviske søfarende udforskede og erobrede områder fra Rusland til Nordamerika. Byer som Ribe, Hedeby og Aarhus blev handelspladser, og der opstod magtcentre som Jelling.
Begravelsesskikke var varierede og afspejlede social status og troen på livet efter døden. I den tidlige vikingetid dominerede hedenske jordfæste- og brandgrave, ofte med rige gravgaver. Skibsgrave var særligt prestigefyldte, hvor hele eller dele af et skib indgik som gravkammer (fx Oseberg- og Gokstadfundene i Norge). Den døde kunne få med sig våben (krigere), smykker (kvinder) og dyr, især heste. Høje, stendysser og bådformede stensætninger blev anvendt som markering.
Ritualer omfattede ofringer til guderne (bl.a. Odin og Frej), rituelle banketter og muligvis menneskeoffer i sjældne tilfælde. Moseofringer og kultpladser var stadig i brug. Fra ca. 950 e.v.t. introduceres kristendommen gradvist, hvilket fører til en ændring i gravskikke: gravgaver forsvinder, og kroppen begraves orienteret øst-vest på kirkegårde. Jellinghøjene og runeindskrifter markerer skiftet mod kongelig magt og kristendom.